Sendt 8. marts 2018
Biavl i en storby giver mulighed for, at byens socialt udsatte kan engagere sig i meningsfuldt arbejde. BISTAD tilbyder fleksibelt arbejde i et stærkt fællesskab, der handler om produktion af honning.
ANTV har haft fornøjelsen af at følge BISTADs arbejde. Vi besøger to bi-gårde, som er opstillet i byen – netop dér, hvor et lille stykke natur kiler sig ind mellem veje og bebyggelser. Arbejdet kræver omhu, samarbejde og evne til at iagttage biernes forunderlige liv.
I programmet følger vi tillige, hvad der sker, når de fyldte bi-tavler er hjembragt til BISTADs værksteder. Vi ser store skinnende maskiner, der slynger og frigør strømmen af gylden frisk, honning. Opgaverne har baggrund i et ældgammelt håndværk og samspil mellem mennesker og insekter.
Bier og honning udgør samtidig et unikt udgangspunkt for at inddrage og engagere mennesker med meget forskellig baggrund.
Lene Kiel Jensen, medstifter og daglig leder af BISTAD, udtaler i programmet, at: – vi giver vi mulighed for, at byens socialt udsatte kan engagere sig i meningsfuldt arbejde. Vi tilbyder fleksibelt arbejde i et stærkt fællesskab, der handler om produktion af honning.
Derudover rummer biavl et andet væsentligt perspektiv, nemlig dét at 1/3 af verdens fødevareproduktion er afhængig af biernes bestøvning. Samtidig er bestanden af bier er i voldsom nedgang.
Lene Kiel Jensen understreger: – Ved at vi genindfører bier i byen, kan biodiversiteten opretholdes. Dermed bliver den værdifulde bestøvning af et utal af planter opretholdt.
BISTAD er en socialøkonomisk virksomhed, der bidrager til et bæredygtigt samfund på flere områder!